Lunana Snowman trek

Med dansk guide på en af verdens håreste vandreture.

Turbeskrivelse

Snowman trek bringer os gennem bambus- og rhododendronskove og over høje bjergpas ind i nogle af de fjerneste og mindst besøgte dele af Himalaya. Vandreruten bringer os tæt på den tibetanske grænse og ind i Bhutans bjergrige vest- og nordlige grænseområder, og vi kommer tæt på Kongerigets højeste bjerge Gankar Punsum, 7.541 m. og Chomolhari, 7.314 m.


Udsigt fra Gophu La, 5.345 m., efterår 2015

Denne tur følger uden tvivl en af de smukkeste og mest interessante vandreruter i Himalaya, og det er ikke let at komme ind i dette lidt besøgte hjørne af Bhutan, hvor vi vandrer over øde bjerge med bjergpas op til 5.345 meters højde. Der er dog planlagt god tid til akklimatisering med hviledage med passende intervaller.

Vi møder spændende alpine planter, og der er gode chancer for at støde på flokke af himalaya blåfår og diverse rovfugle. Vi skal nok ikke regne med at se hverken tiger, sneleopard eller bjørne, selv om det er dyr der lever i disse fjerne bjergegne. Her findes også Bhutans meget særprægede nationaldyr, takinen.

Turen starter med et par dage i det østligste Bhutan, hvor vi får tid til at besøge nogle af de mindre besøgte templer og klostre. Fra Bhutans sydøstlige grænse kører vi ad snoede bjergveje op igennem de stadig højere dale og ind til Bhutans såkaldte kulturelle hovedstad Bumthang i den centrale del af kongeriget. Her starter vandreturen, og efter otte dages vandring fra Bumthangs skove til stadig højere bjergpas med betagende udsigter, kommer vi ind i den isolerede Lunana-dal tæt ved de majestætiske bjergtoppe Singey Kang (7.000 m) og Kangphu Kang (7.200) som danner grænsen til Tibet. Vi oplever livet på nær hold i de små isolerede landsbyer, der ofte kun omfatter 10-20 huse, og hvor børnene har langt til skole. Dog når den moderne udvikling også hertil i form af små solceller og andre varer, som ofte smugles ind over grænsen fra Tibet.



Lunana-dalen løber mod vest få kilometer syd for grænsen til Tibet, som udgøres af nogle af de højeste dele af Himalayabjergkæden. Efter endnu et par høje bjergpas kan vi gå ned til det særprægede Laya-område, som består af flere landsbyer. De vigtigste landsbyer vi passerer på turen, er Thanza, Lhedi, Woche, Laya og Lingshi. Indbyggerne her og de yakhyrder vi støder på undervejs, ser ikke mange besøgende, så på denne tur har vi gode muligheder for at opleve det autentiske liv i Himalaya og vi regner med at kunne besøge en skole undervejs.

Inden vi forlader Bhutan, vandrer vi op til det ikoniske kloster Taktshang Goemba (Tigerreden). Der planlægges både det fulde Lunana Snowman trek med 28 dages vandring og en kortere version hvor vi vandrer i 21 dage. I efteråret 2018 forventes det at vi kan overvære Royal Highland Festival i Laya. Se dagsplanen nedenfor.


Praktiske oplysninger

Turen er fysisk udfordrende på grund af højden og den lange periode vi befinder os i over 4.000 meters højde. Vi har to overnatninger i omkring 5.000 meters højde, og deltagelse forudsætter at du er i en absolut god fysisk form, samt at dit helbred er helt i orden. Deltagere over 70 år anbefales at konsulterer egen læge inden endelig tilmelding. Turen er dog planlagt med rimelig tid til at akklimatisere os. Det fulde Snowman Trek er på omkring 350 km i alt, mens den kortere version til Laya og Gasa er på 230 km.



Højdekurve for Lunana Snowman trek

Klimaet i Bhutan varierer fra tropisk jungle til alpint og snedækkede bjerge. På denne tur skal vi i de højest beliggende lejre være forberedte på nattemperaturer et stykke under frysepunktet. I det tidlige forår og hen ad efteråret kan vi forvente mange dage med klart men koldt vejr, og der falder ikke meget nedbør.

Om sommeren trænger monsunen sig op fra Indien, og der falder en del nedbør i Bhutan, hvorfor sommerperioden ikke er egnet til længere vandreture.

Campingudstyret som består af solide to–personers telte, madrasser samt toilet- og messetelt, bliver stillet op og taget ned for os. I messeteltet spiser vi ved borde og stole, og der er lys, så vi kan skrive og læse lidt om aftenen. De fleste går dog tidligt til ro, for vandredagene er anstrengende og starter tidligt. På hele vandreturen overnattes i telt.

Bagagen klar til at blive lastet på vores ponier

Dit eget udstyr omfatter bl.a. en varm sovepose, gode vandrestøvler og gerne vandrestav(e). Om dagen bærer du på en dagrygsæk med vandflaske, skiftetøj, snacks og andre nødvendige personlige ejendele. Den øvrige bagage transporteres på pakdyr; yakokser eller ponyer.


Overnatning før og efter vandreturen sker på gode middelklassehoteller.

Til og fra Bhutan. Vi flyver fra København via Delhi til Guwahati i det østlige Indien. Derfra bliver vi kørt til Samdrup Jongkhar i Bhutan, hvor vi har vores første overnatning. På hjemturen flyver vi fra Paro til Kathmandu, Nepal, hvor vi får lejlighed til at fordøje de mange indtryk inden vi flyver hjem.



Afgange og priser

Fuldt Lunana Snowman trek, 36 dage, afrejse den 1/10 til 5/11 2020: DKK 62.000

Tillæg for enkeltværelse: DKK 2.200

Tillæg for enetelt: DKK 7.000

Lunana Laya trek, 30 dage, afrejse den 1 - 30. oktober 2020: DKK 53.900

Tillæg for enkeltværelse: DKK 2.200

Tillæg for enetelt: DKK 5.500



Dagsprogram

Med forbehold for ændringer.

Dag 1: Afrejse fra København

Afrejse fra København med ankomst til Delhi tidlig morgen.


Dag 2: Fra Delhi til Samdrup jongkhar, Bhutan

Om formiddagen flyver vi videre fra Delhi til Guwahati lufthavn i den østindiske delstat Assam. Herfra køres vi til Samdrup Jongkhar, hvor vi modtages af vores bhutanske guide. Inden aftensmaden bliver der nok tid til at gå lidt rundt i byen og mærke stemningen og nyde synet af de smukke bygninger.


Dag 3: Fra jungle mod Himalayabjergene

Fra grænsebyen har vi en køretur på 160 km op igennem skovklædte bjerge med et rigt fugleliv. Undervejs får vi de første glimt af Himalayabjergkæden, og vi besøger det Nationale Institut for vævning, som ledes af Bhutans Nationale Kvindesammenslutning, samt Zangto Pelri Lhakhang (tempel) i Kanglung. Lige uden for Trashigang indlogeres vi på Hotel Druk Deotjung, som giver os en flot udsigt over bjergene og Trashigang.


Dag 4: Bus fra Trashigang til Mongar (1.600 m)

Mongar Dzong

Fra Trashigang kører vi langs floden Drangme Chhu sydvest på indtil vi ved Sherichu svinger op over den bjergkæde der adskiller Trashigang fra Mongar. Vi besøger byens Dzong, som blev opført i 1930, hvorfra både civil og religiøs administration styres. Her er det obligatorisk for bhutanere at bære deres nationaldragt, og vi andre forventes også at være velklædte. En dzong er et kombineret fort og kloster som i århundreder udgjorde magtbasen i Bhutans system af reinkarnerede herskere.

På byens sportsplads kan vi sikkert overvære Bhutans nationalsport bueskydning, som Bhutan har deltaget med i samtlige Olympiske Lege siden 1984. I 2016 deltog man tillige med en kvindelig pistolskytte.


Dag 5: Kørsel fra Mongar til Bumthang (2.580 m)

Efter morgenmaden kører vi vestpå mod Thrumseng La, som med sine 3.554 meter er det højeste vejpas i Bhutan. Passet er rigt udsmykket med bedeflag, og vi har en fantastisk udsigt mod de bjerge hvor vi skal vandre mange dage frem. Vi gør holdt i den lille hyggelige landsby Ura inden vi kører ned til Jakar, hvor vi har vores to sidste hotelovernatninger i mange dage.


Dag 6: Vandretur i Bumthang

Vi vandrer nordpå på den vestlige side af Chamkhar Chhu, hvor vi besøger flere af de områdets vigtigste templer og klostre, bl.a. det berømte Jampey Lhakhang, som skulle være opført i 659 på samme dato som Kyichu Lhakhang i Paro med det formål at undertvinge en tibetansk dæmon. Vi krydser floden og går tilbage til Jakar ad østsiden. Her besøger vi Tamshing Goemba, grundlagt af Pema Lingpa i 1501, på hvis indvendige vægge der findes malerier som skulle være Pema Lingpas originale malerier. I området findes flere klippemalerier.


Dag 7: Vandring fra Dur til Chuzombe (3.200 m), 13 km

Efter morgenmaden på vores hotel bliver vi kørt ud til Dur, hvor vores vandretur starter. Vores bagage bliver læsset på de ponyer som skal ledsage os på de første dage af vandreturen. Vi skifter mellem ponyer og yakokser nogle gange i løbet af turen, fordi der i bjergene er klare grænser for hvor langt man arbejder inde på naboegnens territorium. Vi går igennem skovbevoksede bjerge, og de første dage skal du være forberedt på mudrede stier.


Dag 8: Vandring fra Chuzombe til Tshochenchen (3.920 m), 15 km

Vi vandrer roligt opad langs floden Gorzam Chhu igennem skovbevoksning der med højden skifter fra løvtræer og bambus til nåletræer og lave buske. Vi camperer i en åben dal omkring 3.900 m lige over trægrænsen. Undervejs passerer vi lidt spredt bebyggelse, men der er ingen rigtige landsbyer før vi når Lunanadalen.




Dag 9: Vandring fra Tshochenchen til Dur Tsachu (3.300 m), 15 km

Vi har en hård dag foran os til de varme kilder ved Dur Tsachu. Vi følger floder det første stykke, og efter omkring halvanden times vandring går vi stejlt op forbi nogle stenmure, som yakhyrderne bruger til støtte for deres telte og som beskyttelse mod vejrets luner. Vi har ca. 600 højdemeter forbi Animo Tsho, en hellig sø hvor det er forbudt at tale, op til turens første pas, Djule La (4.550 m) med dets talrige chortens og farvestrålende bedeflag. Bedeflagene skal bringe den rejsende held og lykke på den videre færd, og der er altid plads til at vi kan sætte flere op, hvis vi medbringer nogen. Nedenfor passet passerer vi Djule Chhu, en af Himalayas smukkeste bjergsøer.

Fra søen er det en kort stigning op til dagens andet pas, Gongto La (4.327 m), og derfra gå det 1.000 meter nedad ad skovklædte bjergsider. Inden Dur Tsachu kommer vi til en stenhytte, hvor ejerne beboerne at have vævede uldtørklæder til salg. I Dur Tsachu kan vi få et velfortjent varmt bad i de varme kilder. Nyd det, for det varer mange dage inden vi får sådan en mulighed igen!


Dag 10: Vandring fra Dur Tsachu til Uruthang (4.455 m), 10 km

Det meste af dagens tur går opad. Vi har fire pas med korte mellemrum foran os, men vi stopper ved Uruthang efter at have krydset det første pas, Nephu La (4.495 m). Den første time gennem tæt skov kan være temmelig fugtig, men hvor træerne afløses af rhododendron, bliver underlaget også mere tørt. Efter omkring fem timer bliver det mere fladt, og efter yderligere en time dukker det ofte vindomsuste pas Nephu La op. Efter yderligere en lille time nås et godt campingområde, hvor vi slår lejr (4.455 m).


Dag 11: Vandring fra Uruthang til Minchugang (4.200 m) over tre pas, 11 km

I dag tager vi tre pas i rap, men der er ikke de store højdeforskelle. Efter Uruthang La (4.780 m) passeres to smukke bjergsøer, og stigningen til andet pas, Sake La (4.820 m), er ret stejl. I et område kaldet Phodrang findes en solid (ubeboet?) stenhytte, og herfra er der kun en kort vandring op til dagens tredje pas, Phodrang La 4.652). Det går stejlt ned ad en delvist umarkeret bjergside til Sacha Chhu floden, som vi følger til Minchugang; måske lidt længere.



Dag 12: Hviledag i Minchugang (4.200 m)

Vi holder en velfortjent hviledag efter de mange pas. Dagen kan bruges til at slappe af og vaske tøj i floden.


Dag 13: Vandring fra Minchugang til Saram (4.900 m), 16 km

Stien bugter sig op og ned ad bjergsiderne langs Sacha Chhu gennem en endeløs floddal, som efterhånden flader ud. Vi camperer ved Saram, hvorfra stien tager en mere nordvestlig retning op mod morgendagens pas. Når vi kommer frem, er det svært at tro at vi har steget omkring 700 meter, men både vi og yakokserne vil kunne mærke højden og være trætte.


Dag 14: Vandring fra Saram til Tsorim (5.035 m)/ Djundje, 13 km

Dagens etape kan være hård hvis der ligger sne eller det er tåget, men vi kan også opleve nogle af turens mest betagende udsigter med snedækkede bjerge, chortens med farvestrålende bedeflag og zafirblå bjergsøer. Efterhånden som vi nærmer os Gophu La, 5.345 m, det højeste pas på snowman trek, afsløres mod nordøst Bhutans højeste bjerg, Gankar Punsum (7.541 m). Gankar Punsum går for at være verdens højeste ubestegede bjerg. Tsorim campingplads ligge et par timers vandring ned ad til tider stenene stier fra passet. Det vil give god mening at prøve at nå ned i floddalen så vi kan slå lejr i lidt lavere højde.


Dag 15: Vandring fra Tsorim til Lunana (4.100 m), 10 km

Markarbejde i højt humør

Vi har en kort dag ned til Lunanadalen. Hvis vi er nået ned i floddalen dagen forinden, er det meste af dagen forholdsvis let ned langs den svagt faldende flod. Vi snor os gennem dalen, og ofte krydser vi vandløbet ved at træde på de større sten. Den sidste times tid går stejlere ned til landsbyen Töncho, hvor vi har en dags hvil med mulighed for at udforske landsbyerne i området.




Dag 16: Hviledag i Lunana

Vi er nu i et af de mest afsides liggende områder i Himalaya, tæt ved den bjergkæde der danner Bhutans grænse til Tibet. Bag Töncho vil vi sandsynligvis kunne se byens unge mænd skyde med bue, Bhutans nationalsport, og vi kan udforske livet i de små landsbyer. Raphstreng Tsho søen, som gik over sine bredder i 1994, ligger fire timers vandring herfra, mens en kortere tur mod øst fører til en morænedæmning, som holder Taksha Tsho søen tilbage. Den er ca. 500 meter i diameter og op til 110 meter dyb.


Dag 17: Vandring gennem Lunanadalen til Lhedi (3.900 m), 17 km

Vi går ned gennem Lunanadalen langs Pho Chhu floden til Lhedi, som har en skole med elever fra oplandet. Vi passerer flere mindre landsbyer undervejs, og med lidt held kan vi besøge Chozi Dzong, som er det eneste klosterfort i Lunana. Det går let nedad hele vejen, så selv om det er en af de længere strækninger, kommer vi tidligt frem, så vi får tid til at besøge Lhedi.


Dag 18: Vandring fra Lhedi til Tega (4.100 m), 7 km

Efter Lhedi hæver stien sig stadig højere over floden, og ved Tega svinger den mod nordvest mod morgendagens pas. Tega er en af de mere velstående landsbyer. Her dyrkes bl.a. boghvede, kartofler, kålrabi og radiser.


Dag 19: Vandring fra Tega til Woche (3.900 m), 6 km

Fra Tega går det temmelig stejlt op mod Kecha La, 4.666 m gennem et åbent kratlandskab med spredt bevoksning af små nåletræer. Fra passet har vi udsigt over en smuk blå bjergsø og snedækkede bjerge, og kort efter passeres Den Grønne Sø, og vi når hurtigt frem til den lille charmernede landsby Woche, som har 14 husstande.


Dag 20: Vandring fra Woche til Kephu (3.965 m), 19 km

De første par timer fra Woche går det ned ad skovklædte bjergstier til vi når Po Chhu floden, som vi følger frem til lejren ved Kephu. Vandfaldene ned ad bjergsiderne giver dagen nogle ekstra højdepunkter.


Dag 21: Vandring fra Kephu til Narethang (4.940 m), 11 km

Det bliver en hård dag med en stigning på over 1.000 højdemeter op til Karakachu La, 5.020 m. Vi bevæger os op gennem stenede rhododendronskove, som dog efterhånden afløses af lavere buskads og krat inden det meste af bevoksningen forsvinder. Det første stykke skal vi være forberedt på en del mudder. Efter passet har vi en kort men først stejl nedstigning inden lejren ved Narethang, hvorfra vi har en fantastisk udsigt i flere retninger.


Dag 22: Vandring fra Narethang til Rodophu (4.215 m), 16 km

De første 3-4 timer til passet Tsemo La, 4.905 m, er forholdsvist fladt, men vest for Tsemo La går det stejlt ned til Rodophu, hvor vi slår lejr. Passet er udstyret med flere interimistiske chortens og som altid rigt dekoreret med bedeflag, som skal bringe den rejsende held og lykke. Ved dette pas er der mulighed for at studere den meget særprægede og op til to meter høje plante Rheum Mobile, der spises som en grønsag, men også skulle have lægelige virkning.


Layap - indbygger i Laya.

Dag 23: Rodophu til Laya (3.800 m), 15 km

Kort efter at vi forlader lejren, krydser i Rodophu Chhu, som vi følger ned til dens udmunding i Mo Chhu - Moder floden. Selv om vi følger floden, går det både op og ned, og ved Mo Chhu ligger der en lille militærpost, hvor vores vandretilladelse bliver kontrolleret. Herfra har vi en lang stigning på omkring 400 højdemeter op til landsbysamfundet Laya, som især er kendt for kvindernes pema chorten, en lille konisk hat af bambus udsmykket med perler. Brugen af pema chorten er dog faldende efter den var moderne først i 00'erne.


Dag 24: Hviledag i Laya (3.800 m)

Hviledag i Laya, som består af flere små sammenhængende landsbyer. Vi kan slappe af, vaske tøj eller udforske byen. Måske kan vi besøge skolen eller templet. Der bliver under alle omstændigheder rig mulighed for at udforske livet i disse fjerne dele af Himalaya, hvor kun få udlændinge sætter deres fødder.

I efteråret 2018 forventes det at vi kan overvære Royal Highland Festival i Laya.


Dag 25: Vandring fra Laya til Limithang (4.160 m), 9 km

Vi følger Timuthang Chuu floden mod strømmen til Limithang, som ligger ved foden af Det Store Tigerbjerg. Vi går på en bjergside bevokset med buske og mindre grantræer og enebær, og på den modsatte flodbred ser vi små bifloder bruse ned ad bjergsiden. Det er en kort og ikke særlig krævende dag.


Dag 26: Vandring fra Limithang til Robluthang (4.160 m), 14 km

Med lidt held kan vi spise morgenmad med udsigt til det Store snedækkede Tigerbjerg. Vi bevæger os langsomt op gennem rhododendronskove ad den stejle bjergside til dagens pas, det 5.000 meter høje Sinche La, som nås efter ca. fem timers vandring. I disse højder er der mulighed for at spotte ørne, gribbe og himalaya blåfår. Efter passet holder vi en syd- sydvestlig kurs gennem en bred dal ikke langt fra grænsen til Tibet. Den barske stenede dal er hjemsted for spredt befolkning af yakhyrder, som flytter rundt mellem deres stenhytter eller bor i deres telte vævede af yakuld.


Dag 27: Vandring fra Robluthang til Shakyapasang (4.000 m), 18 km

Fra Robluthang går vi ned til Tsharijathangfloden, som vi krydser - forhåbentlig over en bro – inden vi påbegynder opstigningen til dagens pas, Jare La, 4.785 m. Det første stykke er fladt gennem lav træ- og buskbevoksning, men snart gå det op til rhododendronmarker, og bjerget bliver mere stejlt og ender med en opstigning ad en eroderet bjergside. Fra passet har vi mod nord atter en fantastisk udsigt tilbage mod det imponerende Tigerbjerg. Foran os ses Jitchu Drake, som vi skal campere under efter yderligere tre dages vandring.

I bjergene på vej ned mod Ralunghadalen lever himalaya blåfår, og der er blevet set spor efter sneleopard, men sådan en skal du ikke sætte næsen op efter at møde. Vi slår lejr i en smuk dal i et område der bebos af nogle få yakhyrder.


Dag 28: Vandring fra Shakyapasang til Chebisa (3.990 m), 17 km

Fra Shakyapasang bevæger os op gennem Dhulung Ghang dalen og dens rhododendronskove op til Gombu La passet (4.440 m), hvorfra vi efter at have nydt den fantastiske udsigt mellem bedeflagene, går stejlt ned til landsbyen Chebisa. Her kan vi studere den kunstfærdige og religiøse udsmykning på husene, og sandsynligvis kan vi opleve bueskydning.


Dag 29: Vandring fra Chebisa til Lingshi (4.010 m), 10 km

Frokost ved landsbyen Goyok, efterår 2015

Fra Chebisa er det en let vandredag til Lingshi, så vi ankommer først på eftermiddagen. Vi spiser formentlig frokost ved den lille landsby Gayok, hvor husene er bygget af store natursten, og befolkningen er meget imødekommende. Derfra går det op langs en bjergskråning inden vi lidt før Lingshi passerer et vanddrevet bedehjul med små klokker der ringer bønnerne ud i verden. Vi fortsætter gennem landsbyen og camperer i en dal et stykke på den anden side af Lingshi.



Dag 30: Hviledag ved Lingshi (4.010 m)

I Lingshi er der mulighed for at slappe af og nyde bjergluften. Byens Dzong blev desværre ødelagt ved et jordskælv i 2011, efter at den i begyndelsen af 00'erne var blevet restaureret. Det er et smukt område, og der er flere spændende steder at udforske omkring Lingshi. Godt en times vandring mod øst bringer os til Gyo Gompa, som blev bygget på en klippevæg i begyndelsen af 1900-tallet, og lidt længere mod øst ligger søen Chhokam Tso nær Jitchu Drake base camp.


Dag 31: Vandring fra Lingshi til Jangothang (4.044 m), 18 km

Vi har omkring fire timers vandring op til turens sidste pas, Nyile La (4.890 m) med dets mange farvestrålende bedeflag. Det første stykke går gennem skovbevoksede bjerge, men træerne afløses hurtigt af rhododendron, og efterhånden åbner landskabet op. Efter omkring en times vandring kan vi se tilbage på den ødelagte Lingshi Dzong, som ligger på en bakke højt hævet over landsbyen. Herfra kan vi nyde fantastiske udsigter over flere af Himalayas imponerende bjergtoppe, og resten af turen til Paro går det mere eller mindre nedad hele vejen. De første hundrede meter er det ret stejlt, men så flader det ud.


Dag 32: Vandring fra Jangothang til Thangthangha (3.575 m), 19 km

I klart vejr kan vi fra lejren nyde solopgangen over Jhomolhari (7.315 m), Bhutans næsthøjeste bjerg. Efter morgenmaden fortsætter vi ned langs Parofloden mod Thangthangha. Vi kan sikkert besøge skolen i Landsbyen Jangothan, som nås efter godt en halv times vandring. Det vil være en god ide at have nogle blyanter eller andre skoleting med. Eventuelle gaver bør dog gives til skolen og ikke til de enkelte elever. Efterhånden bliver vegetationen tættere, og vi krydser flere mindre vandløb.


Dag 33: Vandring fra Thangthangkha til Shama Zampa (2.890 m), 22 km og kørsel til Paro

Ruten fortsætter ned langs Parofloden gennem skovbevoksede bjerge til Shana Zampa, hvor vi bliver samlet op og kørt til vores første hotel i fire uger. Der er en del vildt i området, og nogle tilråder at man ikke går alene, fordi der lever bjørne, men vi har ikke kendskab til at vandrere skulle have mødt nogen. Undervejs afslører en butik der bl.a. sælger øl på flaske, at vi nærmer os mere tilgængelige områder.


Dag 34: Sightseeing i Paro-dalen med besøg på Taktshang Goemba (Tigerreden)

Der er mange spændende steder vi kan besøge omkring Paro. Om formiddagen går vi op til det ikoniske Taktshang kloster (Tigerreden), hvor den indiske guru Rinpoche i det ottende århundrede fløj op på ryggen af en tiger for at bekæmpe fem dæmoner, som havde modsat sig spredningen af buddhismen i Bhutan. Eftermiddagen kan bruges til shopping eller udforskning af Paro og omegn. Overnatning på hotel i Paro.


Dag 35: Fly til Kathmandu

Tidlig morgen går turen til lufthavnen i Paro og tilbage til Kathmandu med Druk Air og den enestående udsigt mod Himalayabjergkæden. Vi lander i Kathmandu og bliver kørt til hotellet. Overnatning i Kathmandu.


Dag 36: Fly til Danmark

Fly fra Kathmandu tidlig morgen og ankomst til København samme aften.




Lunana - Laya trek

Til og med dag 24, hviledagen i Laya, følger denne tur det fulde Lunana Snowman trek, men på denne tur sætter vi fra Laya kursen sydpå mod Gasa og Punakha. Hvis begge ture gennemføres, vil gruppen ikke have dansk guide på de sidste dage fra Laya og på hjemrejsen. I følges her af en engelsktalende bhutanesisk guide, og hjemrejsen foregår på egen hånd.


Dag 25: Vandring til Koina og kørsel til Gasa

Efter gårsdagens hvil, er du klar til en lang, men spektakulær dag op langs Mo Chhu (Moderfloden), hvor vi går op og ned gennem meget skovbevoksede områder med masser af fugle og sommerfugle. Inden vi når ned til Koina i 3.240 meters højde, skal vi over nogle korte, men hårde stigninger. Hvis vi er heldige, kan vi se Bhutans særprægede nationaldyr, takin.

Vejen fra Punakha er netop blevet forlænget til Koina, så her bliver vi samlet op og vi bliver kørt til Gasa, hvor vi inden aftensmaden kan blive blødt lidt op i de varme kilder i Gasa Tsachu. Vi overnatter i telt ved Gasa Tsachu.


Dag 26: Kørsel via Punakha til Thimphu

Fra lejren bliver vi samlet op og kørt til Punakha, hvor vi besøger Punakha Dzong; et kombineret fort og kloster som i århundreder udgjorde magtbasen i Bhutans system af reinkarnerede herskere. Vi fortsætter til Thimphu, hvor der om eftermiddagen er tid til at opleve Bhutans hovedstad og besøge den Nationale Minde-chorten, som blev bygget i 1974 til minde om den 3. konge, Hans Majestæt kong Jigme Dorji Wangchuck.


Dag 27: Thimphu og kørsel til Paro

Om formiddagen besøger vi nogle af Thimphus seværdigheder, men der bliver også tid til på egen hånd at udforske det pulserende liv i Bhutans hovedstad og evt. shoppe lidt. Ud på eftermiddagen har vi en kort køretur til Paro, hvor Bhutans eneste internationale lufthavn ligger. Overnatning på hotel i Paro.





Dag 28: Sightseeing i og omkring Paro og besøg på Taktsang Goemba

Vi kører ud til en stejl 900 meter høj klippevæg, hvor vi vandrer op til det ikoniske kloster Taktshang Goemba (Tigerreden). I følge legenden fløj guru Rinpoche for at undertvinge en lokal dæmon op til stedet på ryggen af en huntiger, som var en manifestation af hans ægtefælle. Om eftermiddagen bliver der tid til at se os om i Paro og evt. besøge det karakteristiske runde Nationalmuseum.

Overnatning på hotel i Paro.


Dag 29: Fly til Kathmandu

Tidlig morgen går turen til lufthavnen i Paro og tilbage til Kathmandu med Druk Air og den enestående udsigt mod Himalayabjergkæden. Vi lander i Kathmandu og bliver kørt til hotellet. Overnatning i Kathmandu.


Dag 30: Fly til Danmark

Fly fra Kathmandu tidlig morgen og ankomst til København samme aften.


Advarsel

Dette er en hård vandretur som kun personer der har et virkelig godt helbred og er i god fysisk form, bør begive sig ud på. Når det sagt, skal det også understreges at når du har gennemført denne udfordring, og du er nået ind til Lunana, kan du virkelig sige at du har vandret ind i de aller fjerneste dele af Himalaya og besøgt folk som kun få vesterlændinge møder. Områdets afsondrethed fra omverdenen betyder at programmet i højere grad end andre vandreture er udsat for ændringer på grund af vejret, snedækkede bjergpas, skift mellem forskellige grupper af pakdyr, broer der er skyllet væk og andre uventede begivenheder. Du skal være forberedt på det uforudsigelige.


Yderligere oplysninger

Efter tilmelding vil du modtage yderligere information om hvad du bør medbringe m.m., men du er meget velkommen til at ringe og få en snak om turen inden du melder dig til.